Steen Bocian citeres i dag i Berlingske Tidende for, at det er den politiske vilje, der mangler og ikke den økonomiske mulighed, når man skal diskutere om en skattelettelse skal være på topskatten eller ej.
Det kan jeg kun give ham ret i og hele debatten er i det hele taget underlig. På den ene side hævdes det, at kun de rige får glæde af en lettelse af topskatten. Man får dermed det indtryk, at det er ganske få, der vil få glæde af dette. På den anden side hævdes det, at provenuetabet er enormt. Det tyder jo på, at det er noget, der vil berøre rigtigt mange. En pointe er jo at blive enige om hvornår man er ‘rig’. Er man rig når man betaler topskat? Den definition vil i hverttilfælde sikre at udsagnet om, at en lettelse af topskatten kun kommer de rige tilgode, vil være sand. Det vil så betyde, at man er rig når man tjener mere end 30.000 om måneden, hvilket er interessant, når man ser hvad DJØF anbefaler som startløn for en nyuddannet, der får job i det private – 31.900 (som dog godt nok er inkl. pension) – http://www.djoef.dk/online/view_txttung?ID=3023&attr_folder=F
“De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder” er et mantra, som gang på gang bringes på banen. Det kan man da sagtens være enig i selv om man tror på en flad skat. 40% af 1.000.000 er jo mere end 40% af 300.000 – uanset hvordan man vender og drejer tallene. Det system vi har i dag er jo i virkeligheden “De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder plus noget ekstra” – sandsynligvis ud fra en eller anden fornemmelse af ‘retfærdighed og lighed’ for der er jo ikke forskel på folk.
Kære politikere – kom ind i kampen. Ton nu rent flag. Skal fremdrift og initiativ ofres på ‘lighedens’ alter? Eller skal vi netop sikre alle lige muligheder ved at acceptere at alle ikke er lige?